|
Popular Keywords: old books, old book, cook books, poetry, find books, travel books, book search, bargain books, cheap books, inexpensive books, book compare, book comparison, comics, books and collectibles book, books, new books, new book, used books, used book, rare books, rare book, second hand books, second hand book, out of print books, out of print book, textbooks, used textbooks, cheap textbooks, college textbooks
Politisk parti
| Politiske partier eller kortere partier, der har siddet i Folketinget i - omtrent - kronologisk rkkeflge: |
| *Venstre - Danmarks liberale parti |
| *Det konservative Folkeparti |
| *Socialdemokraterne hed indtil 2002 Socialdemokratiet i Danmark |
| *Det Radikale Venstre |
| *Danmarks Kommunistiske Parti |
| *Danmarks Retsforbund |
| *Dansk Samling |
| *Slesvigsk Parti |
| *Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti |
| *Socialistisk Folkeparti |
| *De Uafhngige |
| *Liberalt Centrum |
| *Venstresocialisterne |
| *Fremskridtspartiet |
| *Kristeligt Folkeparti |
| *Centrum Demokraterne |
| *Enhedslisten - de rd-grnne |
| *Dansk Folkeparti |
| Endvidere har en del individuelle udbrydere (og ekskluderede) fra de enkelte partier dannet deres egne partier; her er kun nvnt partier, der har vundet folketingsmandater ved folketingsvalg. |
Partierne er ikke nvnt i grundloven, der udgr rammen for det politiske system i Danmark. Alligevel spiller de en stor rolle i det politiske liv. Spillereglerne og betingelserne i politik er i Danmark, som i mange andre lande, andet og mere end de skrevne grundregler i forfatningen. Tradition, praktiske hensyn og den almindelige samfundsudvikling er i hj grad med til at stte betingelserne for det politiske liv.
Et politisk parti er en kreds af personer, som har de samme grundholdninger. Disse mennesker har sluttet sig sammen for at prve at pvirke den politiske udvikling. Der er flere veje til pvirkning og eventuel indflydelse: Partiet kan lade sig opstille til Folketinget, kommunalbestyrelser eller amtsrd og sge at f direkte indflydelse dr. Partiet kan ogs virke som pressionsgruppe uden for de folkevalgte organer, f.eks. ved at partiets medlemmer skriver indlg i aviserne, afholder mder og p anden vis sger at f partiets synspunkter frem i offentligheden.
Med 1849-grundloven fik Danmark sit frste demokratiske parlament, Rigsdagen, der bestod af Folketinget og Landstinget. I starten fandtes der ingen partier. I 1849 forventede man ikke, at folket skulle tilkendegive sin vilje gennem partier, men via enkeltpersoner, der s blev valgt p grund af deres synspunkter og personlige egenskaber. Det var ikke alle, der kunne stille op til Rigsdagen. Kvinder var udelukket. Det samme gjaldt ca. en fjerdedel af den mandlige befolkning over 30 r, primrt tjenestefolk og modtagere af fattighjlp.
Efterhnden begyndte folketingsmedlemmer med de samme holdninger at danne klubber, hvor de mdtes og diskuterede. I starten var klubberne lst organiseret, men efterhnden fik de en fastere form. Klubberne udgjorde grundlaget for de partier, der blev dannet omkring 1870. Det Konservative Folkeparti (tidl. Hjre) og Venstre (tidl. Det forenede Venstre) opstod begge som sdanne klubber i Rigsdagen, det vil sige som sammenslutninger af folketingsmnd, der allerede var valgt. I begyndelsen fungerede de to partier kun her. Frst senere kom lokalafdelinger - i form af vlgerforeninger - til.
Socialdemokratiet blev, i modstning til Hjre og Det forenede Venstre, stiftet uden for Rigsdagen. Det skete i 1871. Partiet opbyggede fra starten en strk partiorganisation. Hovedopgaven var i frste omgang at skaffe s mange medlemmer som muligt. Det var frst i lbet af 1880'erne, at partiet blev i stand til at vinde nogle f mandater i Folketinget.
Samfundsudviklingen i slutningen af det 19. rhundrede frte til en skarpere opdeling af samfundet. Flles for de tre ovennvnte partier er, at de hver isr var knyttet til en bestemt erhvervsgruppe eller klasse: Hjre til godsejere og embedsmnd, Det forenede Venstre til bnderne og Socialdemokratiet til arbejderne. Bde Det forenede Venstre og Socialdemokratiet var desuden del af en mere omfattende bevgelse, henholdsvis andels- og arbejderbevgelsen. Omkring 1920 spillede disse partier og bevgelser en afgrende rolle for organiseringen af det danske samfund.
Nogle af de partier, som er dannet i det 20. rhundrede, er opstet ved, at en folketingsgruppe er blevet splittet. I 1905 udskilte Det Radikale Venstre sig fra Venstre. I 1959 blev Socialistisk Folkeparti dannet efter en splittelse i Danmarks Kommunistiske Parti. I 1967 opstod Venstresocialisterne som en udbrydergruppe fra Socialistisk Folkeparti, og i 1995 knkkede Fremskridtspartiet over i to dele. Udbryderne dannede Dansk Folkeparti.
Andre partier er i dette rhundrede blevet dannet ved, at en rkke mennesker har sluttet sig sammen, enten fordi de delte samme samfundsopfattelse eller i protest mod enkeltsager. En sdan sammenslutning stiftet uden for Folketinget har s efterflgende prvet at blive valgt ind i Tinget.
Bde Venstre og Det konservative Folkeparti bestod indtil starten af det tyvende rhundrede af en rkke mindre grupper, som siden samledes i de landsdkkende partier, vi kender i dag.
Enhedslisten startede oprindeligt som et valgteknisk samarbejde uden for Folketinget mellem Socialistisk Arbejderparti, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti, men har i dag udviklet sig til en egentlig medlemsorganisation uafhngigt af de partier, der tog initiativet .
Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet opstod som reaktion p enkeltsager. I det frste tilflde var det isr loven, der tillod salg af pornografiske billeder, og den friere adgang til abort, der var den udlsende faktor. I det sidste var det de hje skatter. Begge partier har nu formuleret en politik p de fleste af samfundslivets omrder. Der er imidlertid ogs eksempler p partier, som kun har koncentreret sig om enkeltsager, f.eks. Pensionistpartiet og De Grnne. Endelig er der partier og lokale lister, som alene stiller op til kommunalvalgene.
For at kunne stille op til folketingsvalgene skal partierne enten sidde i Folketinget i forvejen eller have samlet et antal underskrifter, der svarer til 1/175 af de gyldige stemmer, der blev afgivet ved sidste valg. I 1998 var det 19.015 stemmer.
Det er sin sag for nye partier at f de mange underskrifter i hus. Det er ikke nok at stille sig ud p gaden og f folk til at skrive under p en anmeldelsesblanket. Siden 1989 krves der tillige en aktiv handling fra den, der underskriver. Nr underskriften er godkendt p folkeregistret, sendes den tilbage til underskriveren, der s selv skal srge for at videresende den til partiet. Det er der mange, der ikke fr gjort.
Medlemmerne i de danske partier er enkeltpersoner, ikke erhvervsorganisationer, fagforeninger eller lignende. Til gengld prver hvert enkelt parti at hverve s mange medlemmer som muligt. Man taler derfor ogs om de danske partier som massepartier.
Partierne stiller som hovedregel ikke specielle betingelser til de mennesker, der nsker at melde sig ind. Dog skal medlemmet overholde partiets vedtgter, vre enig i og loyal over for partiets program samt kun vre medlem af t parti ad gangen.
Alle medlemmer indgr i en lokalafdeling eller vlgerforening. Vlgerforeningerne er med til at udbrede partiets synspunkter i befolkningen, bl.a. ved at hverve nye medlemmer. Samtidig bakker foreningerne op bag partiets reprsentanter i svel kommuner som Folketing. De store partier har lokalafdelinger i alle kommuner, de mindre i de enkelte amter eller mske kun i visse dele af landet. Lokalafdelingerne udgr tilsammen partiets landsorganisation. Hvis partiet har reprsentanter i Folketinget, udgr disse en selvstndig gruppe, folketingsgruppen, som lbende holder mder om arbejdet i Folketinget.
Den verste myndighed i partierne er landsmdet, hvor reprsentanter fra alle niveauer i partiet samles for at diskutere de overordnede politiske linjer. Der er forskel p, hvor ofte disse mder holdes, typisk en gang hver andet r. Landsmdet vlger en hovedbestyrelse og eventuelt et forretningsudvalg, som tager sig af beslutningerne mellem landsmderne.
I Socialdemokratiet kaldes den verste myndighed for 'kongressen'. I Det Konservative Folkeparti 'landsrd'. Enhedslisten fortrkker navnet 'rsmde'. De vrige partier kalder deres verste myndighed for et landsmde.
De fleste politiske partier arbejder p grundlag af et partiprogram. Man kan skelne mellem to typer: Principprogrammer og arbejdsprogrammer.
Principprogrammet indeholder partiets overordnede og principielle holdninger. Arbejdsprogrammet er mere konkret og tjener som et arbejdsredskab i det daglige. Her beskrives partiets politiske planer for den nrmeste fremtid p en rkke samfundsomrder.
Der er stor forskel p, hvor mange slags programmer et parti har, og hvor ofte de revideres. Socialdemokratiet vedtager med jvne mellemrum bde principprogrammer og samlede arbejdsprogrammer. Andre partier har t samlet principprogram og en rkke arbejdsprogrammer om forskellige emner. Centrum-Demokraterne har ikke noget egentligt partiprogram, men arbejder i stedet ud fra en bred formlsparagraf. Partiet udgiver lbende pjecer og mindre publikationer med holdninger til forskellige sprgsml.
Partiernes holdninger kommer dog til udtryk andre steder end i partiprogrammerne, bl.a. via indlg i aviserne og tv, valgmateriale, udtalelser fra Folketingets talerstol m.v.
Principprogrammet vedtages af partiets verste myndighed. Det sker som regel efter en omfattende debat p alle niveauer i partiet, det vil sige i lokalafdelinger, hovedbestyrelsen, partiledelsen og i folketingsgruppen. Nogle partier nedstter et programudvalg, der laver et forslag til et nyt principprogram. Andre lader folketingsgruppen om det. Arbejdsprogrammerne bliver derimod ofte vedtaget af enten partiets hovedbestyrelse eller folketingsgruppe.
Partiets verste myndighed eller hovedbestyrelsen kan vedtage udtalelser, hvori partiet forholder sig til en given sag eller udvikling. Udtalelsen kan vre bred eller snvert koncentreret om et bestemt emne. I begge tilflde har udtalelsen samme betydning som det, der str i programmet.
Partierne har forskellige fremgangsmder i sprgsmlet om, hvem der bestemmer partiets politik i Folketinget. I nogle partier er det folketingsgruppens medlemmer. I andre er det landsorganisationen og/eller hovedbestyrelsen. I Socialistisk Folkeparti bestemmer hovedbestyrelsen over folketingsgruppen. I Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne er det folketingsgruppen, der alene fastlgger politikken i Tinget.
I grundlovens 56 str der: "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vlgere." Ikke desto mindre forventes det, at folketingsmedlemmerne flger den linje, som partiet er blevet enig om. Partierne har forskellig praksis for, hvor store afvigelser fra partilinjen der bliver accepteret. Generelt kan man sige, at de fleste partier mener, at der skal vre plads til individuelle tilkendegivelser, men at det samtidig sjldent tillades, at et medlem offentligt taler for opfattelser, der er helt anderledes end partiets.
I visse 'flsomme sprgsml' stiller partierne dog deres medlemmer frit, dvs. at de ikke behver at stemme ens, men kan flge deres overbevisning. Det var f.eks. tilfldet, da Folketinget skulle beslutte, hvorvidt der skulle rejses rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i forbindelse med Tamilsagen. Medlemmerne bliver dog ikke stillet frit, hvis det betyder, at regeringen s kommer i mindretal og derfor m g af.
De politiske partier nvnes ikke i grundloven. Men med valgloven af 1915 indgr de officielt i folketingsvalget. Princippet bag det danske valgsystem er forholdstalsvalgmden. Den betyder, at et parti fr reprsentanter i Folketinget i forhold til, hvor mange stemmer partiet fr i hele landet, og ikke kun i forhold til, hvor mange stemmer partiets kandidat fr i den kreds, hvor han eller hun opstiller.
Landet er inddelt i 17 stor- og amtskredse, der vlger 135 af mandaterne i Folketinget. De 40 tillgsmandater fordeles ud fra, hvor mange stemmer partierne har fet p landsplan. De er bl.a. med til at sikre, at partiets stemmer fordeles s retfrdigt som muligt. For at f del i tillgsmandaterne skal partierne bl.a. klare en sprreregel p to procent, det vil sige, at partiets synspunkter skal deles af mindst to procent af vlgerne. Det svarer til fire mandater i Folketinget.
De fleste kandidater ved folketingsvalgene stiller op som reprsentanter for et parti. Af de 1127 kandidater, der stillede op ved valget i 1998, var kun 12 opstillet uden for partierne. Mens kandidater opstillet for et parti kun skal godkendes af samme parti for at stille op, s er der flere krav til dem, der stiller op uden for partierne. For det frste skal kandidaterne anbefales af mindst 150 vlgere i opstillingskredsen. For det andet skal de vinde mindst t af de 135 kredsmandater for at komme i Folketinget. Det sker uhyre sjldent. Siden 1930'erne er det kun lykkedes for Jacob Haugaard. Ved valget i 1994 fik han 23.253 personlige stemmer. Til sammenligning kan nvnes, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Socialdemokratiet fik 23.983 personlige stemmer ved samme valg.
Partierne kan vlge at opstille deres kandidater enten kredsvis eller sideordnet.
I den kredsvise opstilling fr kandidaten alle de stemmer, der er afgivet p partiet i kredsen plus de personlige stemmer, han fr i alle amtskredsens opstillingskredse. Den kredsvise opstilling kan suppleres med opstilling p partiliste, hvor der er prioriteret mellem kandidaterne p forhnd. Udvlgelsen af kandidater foregr ofte ved en urafstemning i partiet. Kun en kraftig reaktion fra vlgerne kan ndre rkkeflgen p partilisten.
I den sideordnede opstilling er der ikke prioriteret mellem kandidaterne p forhnd. Forskellen fra den kredsvise opstilling er, at partistemmerne ikke gr til kredsens kandidat, men fordeles p alle kandidaterne i forhold til deres personlige stemmer. Et flertal af partierne bruger denne opstillingsmetode. Socialistisk Folkeparti har derimod ofte anmeldt partiliste.
De fleste partier overlader det til lokalafdelingen eller vlgerforeningen i kredsene at opstille partiets folketingskandidat.
Det er medlemmerne af partierne, der bestemmer, hvem der bliver opstillet til Folketing, amtsrd og kommunalbestyrelser. Valgsystemets regler for opstilling gr tilbage til den tid, hvor en stor del af befolkningen var organiseret i et parti. Man har bibeholdt disse regler, selv om medlemstallet er faldet markant i de senere rtier. I dag er det sledes omkring ni procent af vlgerne, der bestemmer, hvem der kan stemmes p ved valgene.
Samtidig er der frre, der er medlem af det parti, som de stter kryds ved p valgdagen. Det er isr i de 'unge' partier, at organisationsprocenten er lav. Centrum-Demokraterne havde i 1994 en organisationsprocent p 1,5. I Fremskridtspartiet og Socialistisk Folkeparti var tallet tre. De 'gamle' partier klarer sig bedre. Det tilsvarende tal for f.eks. Venstre er ca. 11 procent.
Sammenlignet med andre lande er valgdeltagelsen ved folketingsvalg i Danmark hj. 80-90 procent af vlgerne stemmer. Ved de kommunale valg er stemmeprocenten ca. 70.
Politiske partier
Hvad er et politisk parti?
Partier fra det 19. rhundrede
Partier fra det 20. rhundrede
Partiernes opbygning
Partiprogrammer
Fastlggelse af partiets holdninger
Afvigelser fra partiets linje
Partierne og valgsystemet
Udvlgelse af kandidater
Medlemstal og valgdeltagelse
Eksterne kilder:
